Regnbuesokker 🌈🧦

Regnbuesokker 🌈🧦

Hjemmelavede sokker er det dejligste 💕 Og det bedste er, at man kan lave dem lige i de farver, man har lyst til 🏵️
Jeg kan også strikke sokker, men jeg bliver så hurtigt irriteret over at skulle jonglere rundt med fem pinde, og masker der falder af. Derfor er hæklede sokker et nemt alternativ til de strikkede!
Jeg fandt billigt strømpegarn med farveskift i Føtex på tilbud – og så havde jeg noget metallic akrylgarn liggende. Jeg er simpelt en sucker for alt, der glimter, så det er perfekt til at lave en kant ✨
Jeg bruger størrelse 36/37, men opskriften kan sagtens følges, selvom man bruger større eller mindre størrelse 🦶


Du skal bruge:

Hæklenål 2,5
🧶 Strømpegarn – jeg bruger 75 gram, der er en blanding af superwash uld og nylon, og til en kant i toppen bruger jeg metallic akryl garn fra Netto.
✂️ En saks
🧵 En hæftenål
🧷 Evt maskemarkør. Der kan også bruges et lille stykke farvet garn.


Forkortelser:

Luftmaske (lm)
Halvstangmaske (hstgm)
Stangmaske (stgm)
Kædemaske (km)

Begreber:

Udtagning (udt)
Indtagning (ind)


Step-by-step:


1) Slå 11 luftmasker op.


2) I 2. maske fra nålen laves første hstgm, og der laves hstgm i alle masker. Lav en ekstra hstgm i den sidst maske. I stedet for at vende og køre tilbage samme vej, drejes arbejdet, og der laves hstgm (stadig i luftmaskerne) tilbage. Sæt evt en maskemarkør (eller en sikkerhedsnål) i her. Det er denne ende, hvor der tælles runder fra, og nu er vi i modsatte ende af “startsnoren”.

Efter punkt 3

3) Udtagning i hver tredje maske.
4) Udtagning i hver 4. maske.
5) Én hstgm i hver maske hele vejen rundt.

6) Start med en udtagning. Udtagning i hver 5.

Efter punkt 6.

7) Én hstgm i hver maske hele vejen rundt.
8) Start med udtagning, udtagning i hver 10. Slut ligeledes med en udtagning.
9) Hstgm hele vejen rundt.
10) Hstgm hele vejen rundt.
11) Hstgm hele vejen rundt.
12) Start med en udtagning, herefter udtagning i hver 8. Slut runden ligeledes med en udtagning.
13) Hstgm hele vejen rundt. Sæt maskemarkør
14) Hstgm hele vejen rundt.

Efter punkt 14.
Der gentages rundt til, der nås hertil.

15) Forsæt med hstgm hele vejen rundt, indtil længden passer med længden på din fod ind – se ovenfor. Jeg laver 30 runder, og jeg er en størrelse 36/37.


16) Mas sokken flad, så luftmaskerne vi startede med ligger vandret. Marker de masker, der er i henholdsvis venstre og højre side. Nu skal der laves en luftmaskekæde, der er lang nok til at komme omkring din ankel, for mig er det 43 lm. Luftmaskekæden sættes fast med en kædemaske, og går fra den ene markering til den anden markering.

Efter punkt 16.

Nu fortsætter jeg, så jeg hækler op af benet og laver stadig hstgm. Jeg laver en indtagning, der hvor der skiftes mellem luftmaskekæde og foden af sokken i begge sider. Når der er laves hstgm hele vejen rundt, også i luftmaskekæden, fjerner jeg den ene markering, så jeg kan holde styr på runderne.

OBS! Hold øje med, om du får drejet luftmaskekæden. Vær ligeledes opmærksom på ikke at komme til at hækle i modsat retning, så vrangen kommer til at vende ud af.

18) Igen laver jeg en indtagning i hvert “hjørne”, ellers hstgm hele vejen rundt.
19) Hstgm i alle masker.
20) Hstgm hele vejen rundt, dog afsluttes runden med en kædemaske i sidste maske.

21) Start runden med 2 luftmasker. Disse udgør 1 stgm. Jeg laver stgm hele vejen rundt. Runden afsluttes med en km i 2. lm.
Sådan hækles rundt, start med 2 lm, afslut med kædemaske, indtil den ønskede højde på strømpen er nået. Man kan justere, hvor stramt strømpen skal sidde ved at lave indtagninger jævnt fordelt.
Jeg skifter til et metallic akrylgarn, og laver 2 runder stgm med det. Da det er mere elastisk en strømpegarnet, laver jeg 4 indtagninger jævnt fordelt.

Hæl:

Sæt maskemarkøren i skaftet.


1) Lav en løkke på hæklenålen, igen mases strømpen flad, dog på den lodrette led (så man ser strømpen i profil 🧦). Her finder man midten af skaftet og laver en kædemaske.

Hjørnet inden indtagning.
Her ses det, at den sidste blå maske springes over. Garnet trækkes gennem alle maskerne på hæklenålen

Nu hækles der hstgm rundt, men i hjørnerne tages der ind således, at man stikker i masken før hjørnet, henter garnet, springer en maske over, henter garnet i næste maske (altså 3. maske fra nålen) og trækker igennem alle maskerne. Dette gøres i begge “hjørner”.
Hver runde afsluttes med en kædemaske, og startes med en luftmaske.

Efter 8 runder rundt i hælen.

Dette gentager jeg i 8 runder.

Tilsidst vendes sokken på vrangen, og jeg syr hælen sammen.
Nu mangles bare af hæfte – og bum, så har du en strømpe!
Jeg laver højre og venstre sok ens, så det er bare at gentage opskriften!

🧦🧦🧦🧦🧦🧦

Tips og tricks:

Jeg laver sammensyning på følgende måde:

Jeg stikker igennem masken lige overfor, gennem næste maske, tilbage i første maske, videre i næste, gennem forrige. Således kommer jeg gennem alle maskerne to gange. Resultatet bliver som førnævnt pænest, hvis sammensyning sker fra vrangen af strømpen ✔️