Nøglering: Pug 🐶

Nøglering: Pug 🐶

Jeg manglede en lille gave at give til min søster, og hun er fornyligt flyttet, og har derfor fået en masse nye nøgler – hvad mangler hun? En nøglering! Jeg havde nogle garnrester liggende – det bruger næsten intet garn at lave så lille et projekt. Fyldet, ringen og perlerne til øjne er alt sammen fundet til ingen pris i genbrug.


Du skal bruge:

Hæklenål nr. 2 eller 2,5. Jeg bruger 2 mest for, at man ikke kommer til at kunne se fyldet igennem.
🧶 Garnrester – jeg har brugt en sandfarvet og en grå.
🧵 Hæftenål, og en nål til påsyning af øjnene
✂️ Saks

Maske forkortelser og begreber:

Luftmaske (lm)
Fastmaske (fm)
Klyngemaske
Kædemaske (km)
Udtagning (udt)
Indtagning (indt)


Step-by-step:

1) 6 fm i en magisk ring. Jeg afslutter ikke runden med en kædemaske, men hækler blot videre i første maske.

2) En udtagning i alle masker.

3) En udtagning efterfulgt af en fastmaske, dette gentages 6 gange.

4) En udtagning efterfulgt af 2 fastmasker, dette gentages 6 gange.

5) Sæt evt. en maskemarkør, og lav fastmasker rundt i 4 runder.

Punkt 6 – 11 masker inde.
Klyngemaske inden, der trækkes gennem alle maskerne.

6) Vi skal nu lave den første pote. Jeg laver 11 fastmasker ind, og laver i den 12 maske inde i runden en klyngemaske. Dette gør jeg ved at slå garnet omkring hæklenålen, stikke i masken, hente garnet med tilbage, slå omkring hæklenålen, og trække det gennem de første to masker på hæklenålen.
Det er lidt som at starte en stangmaske, uden at afslutte den helt. Dette gøres 3 gange, så man i alt har fire masker på hæklenålen. Herefter slås garnet omkring hæklenålen, og der trækkes igennem alle fire.
Klyngemasken lukkes ved, at der laves en fastmaske i næste maske.
Der laves yderligere 3 fastmasker, og igen laves en klyngemaske. Fm rundt resten af runden.

7) To runder rundt med fastmasker.

8) 11 fastmasker hen, så den næste maske ligger i linje med første pote. Her laves en klyngemaske, efterfulgt af i alt 4 fm, en klyngemaske, fastmasker rundt resten af runden.

9) Nu syr jeg munden, dette gør jeg ved at tråde min nål med grå, stikke ind tre rækker over de øverste poter, og gå en maske enten til højre eller venstre, Her sys frem og tilbage til den ønskede tykkelse og fylde er fundet.

efter punkt 10

10) 1 fastmaske, 1 indtagning, gentages hele vejen rundt. Dette er i alt 8 indtagninger.

11) Fyld godt med fyld i, så den kommer til at holde formen.

12) Lav en indtagning i alle masker hele vejen rundt. Igen er et i alt 8 indtagninger. Træk garnet gennem den sidste løkke, og klip af i en god længde.

13) Sy omkring alle maskerne i samme retning, som der før blev hæklet. Til sidst strammes garnet til og hullet lukkersig. Pas på, at du ikke kommer til at hive for hårdt, så garnet knækker. Hvis der stadig er en lille hul ind til fyldet, så sy det blot sammen.

14) Jeg hæfter syningen, og trækker garnet igennem kroppen, så den kommer ud af toppen.

6 lm

15) Så skal halen laves. Jeg finder midten bag på, og stikker hæklenålen gennem to “huller”, som maskerne har dannet. Jeg trækker en lille løkke igennem af garnet i samme farve. Herefter laver jeg 6 lm.

16) Jeg laver 2 fastmasker i alle luftmasker. Herefter trækker jeg garnet gennem sidste maske, og binder en dobbeltknude af start og slut snoren. Til sidste trækker jeg dem ud gennem toppen.

17) Ører! Jeg laver en magisk ring med 2 fastmasker, 3 luftmasker, 2 fastmasker. Det kan godt tage nogle forsøg at få ørerne helt ens. Herefter fastsyr jeg dem tre rækker ned fra toppen.

18) Jeg trækker alle garnsnore ud gennem toppen, for at lave et sted til at sætte nøgleringen. Herefter fastsyr jeg perlerne. Du kan nemt få den samme placering på dem, ved at tælle antallet af masker ud fra midten af snuden.

Og tada! Verdens sødeste lille pug nøglering 🥰