Scrunchie 🎀

Scrunchie 🎀

Man kan lynhurtigt lave en gammelhårelastik mere spændende med hjælp fra lidt hækling. De fleste har allerede hårelastikker liggende rundt omkring, så det er bare med lige at kigge godt under sengen og finde dem frem 😀 Det er et hurtigt og nemt projekt, der heller ikke kræver meget garn.
Jeg har valgt at sy perler på denne, men det behøver man selvfølgelig ikke at gøre, men bare lade scrunchien være mere “neutral”.


Du skal bruge:

Hæklenål 2,5 eller 3
🧶 Bomuldsgarn 8/4, jeg bruger sort
🧵 Hæftenål, evt. synål til perler
✂️ Saks
💎 Evt perler.


Forkortelser:

Kædemaske (km)
Luftmaske (lm)
Fastmaske (fm)
Halvstangmaske (hstgm)
Stangmaske (stgm)


Step-by-step:



1) Jeg finder garn frem i den ønskede farve, og en hårelastik. Hvis din hårelastik er en anden farve, skal du være opmærksom på, at man kommer til at kunne se elastikkens farve, når scrunchien er færdig (når elastikken udvides).
Jeg starter med at lave min løkke omkring hårelastikken. Det gør jeg ved at stikke hæklenålen ind i “hullet” af elastikken, hente garnet, slå garnet omkring hæklenålen og trække gennem den maske, der kommer på hæklenålen, når man henter garnet gennem hårelastikken. Stram godt til.

2) Lav fastmasker hele vejen rundt – hellere 3 for mange end to for lidt. Afslut med en kædemaske.

3) Lav 2 luftmasker. Stangmasker hele vejen rundt i alle maskerne. Afslut med en kædemaske.

4) Igen startes der med 2 luftmasker, og der laves stangmasker hele vejen rundt. Afslut med en kædemaske.

5) Lav 1 luftmaske. Denne runde laves der halvstangmasker rundt. Afslut med en kædemaske, og hæft enden.

6) Jeg syr små perlemorsfarvede perler på hver 6 stangmaske rundt. Det behøver ikke at passe præcis med maskeantallet, da maskerne kommer til at folde.


Tips og tricks:

Hvis du ønsker en større scrunchie skal du fortsætte i flere runder.
Ligeledes kan du sagtens lege med typen af masker, da det giver forskellig struktur.
Du kan med fordel hækle omkring hårelastikker, der ikke har en metaldut midt i det hele – det gør at garnet ikke slides så let.

God arbejdslyst!
Ps. Skriv endelig til mig, hvis jeg har lavet fejl i opskriften 💙